Ups, der kom vist til at gå lidt mere end en uge inden jeg fik opdateret igen. Og så bliver det ikke engang som lovet, om mad - tsk tsk! Men tiden flyver afsted her i Dar - og selvom jeg ikke føler jeg har travlt, er det alligevel lidt svært at få tid til at opdatere her på bloggen. På MS er der startet et fire ugers kursus om dokumentarfilm og video storytelling og det har jeg været så heldig at få lov at deltage i. Det er en ret sej dansk dokumentarist, Frank Piasecki Poulsen, der står for kurset. Han har blandt andet lavet dokumentaren "Blood in the mobile" der handler om hvordan Nokia gennem mineralhandel med den ulovlige mineindustri i Congo, er med til at bidrage til borgerkrigen i landet.
Det er selvsagt et spændende kursus og jeg regner med at skulle bruge det til at lave nogle småfilm. Blandt andet for en CBO (Community Based Organization) der arbejder med gadebørn og som ligger lidt udenfor Dar. Det er et fantastisk sted, hvor der dagligt kommer omkring 300 børn der enten er hjemløse eller kommer fra fattige familier. Børnene bliver undervist i skolefag og forskellige færdigheder der kan hjælpe dem fremover. Derudover er der musik, sang og akrobatikundervisning - og hver lørdag er der opvisning. Jeg var sammen med Bine og Naja ude og se deres opvisning for et par uger siden, og både børn og voksne var simpelthen humørbomber uden lige.
KCC som organisationen hedder, har brug for en video om deres arbejde som de kan bruge i deres fundraising, så det håber jeg rigtig meget at kunne hjælpe dem med. Derudover har jeg ansøgt om DANIDAS verdensbilledelegat og hvis jeg får det skal jeg lave en 12 minutters film om førnævnte organisation. Temaet for filmen er "rigdom - på en ikke-materiel måde" og det synes jeg KCC er et både tankevækkende og inspirerende eksempel på. Der er dog hård konkurrence om at få legatet - jeg har hørt noget med 150 ansøgere til 10 legater. Jeg får svar d. 20. april og indtil da kan jeg kun krydse fingre! (Man må gerne krydse med derhjemme)
Med dokumentarkursus, praktikarbejde/opgaver ved siden og to gange swahiliundervisning om ugen ved siden af, synes jeg hverdagen er godt fyldt op. Men nævnt føler jeg ikke at jeg har decideret travlt, og det må jo betyde at det er spændende ting jeg laver :)
Der er egentlig ret mange ting jeg gerne ville skrive om her på bloggen (nu hvor jeg langt om længe får opdateret) - der er både de sjove, det hverdagsagtige, det alvorlige, det eventyrlige (dares'ene) og aalt det uden for kategori. Men for at det her indlæg ikke udvikler sig til noget der minder om en islandsk saga, vælger jeg den fesne udvej - og nævner i flæng. Så må jeg uddybe ved lejlighed/senere blogindlæg.
Det hverdagsagtige: Egentlig meget godt beskrevet i ovenstående :)
Det alvorlige: Udviklingsbistand. Hvad er det egentlig jeg laver her i Tanzania - hvad er det Mellemfolkeligt Samvirke og Danmark laver - og hvad er det alle de andre ikke-Tanzanianske NGO'er laver her? En del af målet med mit praktikophold var blandt andet at blive klogere på den udviklingsbistand som Danmark er en del af. Og jeg synes jeg får sat mange tanker i gang. Seneste er jeg gået i gang med bogen "Dead aid" der kort sagt handler om, hvorfor udviklingsbistand ikke virker og at "Afrika" (som jo er mange forskellige lande, der ikke nødvendigvis kan skæres over én kam) kun kan hjælpes ved at man stopper udviklingsbistand som vi kender den igen. Jeg synes bogen har nogle gode, tankevækkende og skræmmende pointer - men også nogle mindre holdbare pointer. Men alt i alt - tankevækkende - og jeg er ikke helt sikker på hvor mit eget ståsted er. Måske er jeg klogere om et par måneder?
Det eventyrlige: Jeg har været på forlænget påskeferie på Zanzibar. Jeg var afsted med Ida, en dansk pige der er i praktik ved den danske ambassade i Dar. Vi tog afsted torsdag morgen uden at have planlagt noget som helt - faktisk var vi ikke helt klar over hvornår færgen gik, men vi tog chancen om mødte op halv syv. Det viste sig at passe strålende og klokken halv ti var vi i Stonetown. Her mødtes vi med to andre danske piger som Ida kendte hjemmefra, og som efter to måneders studieophold i Kenya, holdt ferie i Tanzania. Efter en times kørsel nordpå fandt vi et charmerende hotel, til den nette sum af 10$ pr person/døgn. Så klokken halv et torsdag stod vi på stranden, hvor vi kiggede os lidt forundrede omkring og faktisk ikke helt kunne forstå at alt var gået så let og hurtigt (det gør det sjældent her i Tanzania). Næste projekt var at finde et sted hvor vi kunne tage dykkercertifikat på tre dage (det tager normalt 4-5 dage). En halv time senere var det også klaret. Endda til en meget billig pris, på grund af at det netop nu er lavsæson på Zanzibar.
Derfra stod de næste dage på teori, 4 dyk, sejltur i speedbåd og træbåd, masser af seafood, sundowners (og diverse andre drinks), fullmoon party, bongo flavour musik, en hel del sol, en lille smule søvn, og en masse gode oplevelser. Det var ret intenst at tage certifikatet på 3 ½ dag så der blev ikke så meget tid til at dase. Men vi var alle sammen enige om, at det var det hele værd. Og så fik jeg en fornyet respekt for dykkere - for det var faktisk ikke så let og uskræmmende som jeg nok havde bildt mig ind. Højdepunktet var søndag, da vi nåede ned på 18 meter (20, uofficielt) og jeg så en havskildpadde komme svømmende forbi! Fantastisk og mærkelig verden dernede!
Det sjove: For eksempel da jeg dansede med en Masai, i traditionel pålædning, til fullmoon party. Til en eller anden Rihanna sang. (Den globaliserede verden?)
Og da vi dykkede og Ingeborg kiggede på mig med store (alting bliver lidt forstørret under vand) og lidt skræmte øjne, og lavede "LOL" håndtegnet. På det tidspunkt lignede hun virkelig én der syntes situationen var alt andet en LOL. Men så erfarede jeg også, at det faktisk er muligt at grine i dykkerudstyr under vandet.
Alt det uden for kategori: Onsdag kom der en tsunamivarsel ud for det indiske ocean. Umiddelbart var der ikke nogen varsel for Tanzania, men vores nabo Kenya og næsten-nabo Sydafrika havde udsendt varslinger. Så det var med en vis spænding at vi afventede situationen. Og i mens stod regnen ned i stride strømme, og ville under alle omstændigheder forårsage oversvømmelser i byen. Så for at være sikker på at kunne komme hjem fra arbejde gennem oversvømmelser og trafikkaos blev vi nødt til at holde tidligt fri og vores trofaste chauffør John, trodsede vand og kaos og kom og hentede os.
Turen hjem som normalt tager et kvarter i bil, kom til at tage 1½ time. Undervejs skulle vi køre langs kysten og på en bro der efter at være gået mere og mere i stykker, nu er under reparation. Igen afventede vi med en vis spænding. Men alt gik heldigvis uden større problemer og jeg så mange smil og hjælpende hænder hos fodgængere, cyklister og bilister. Så ud over trafikkaos, oplevede jeg ikke nogen panikstemning i Dar - snarere fik jeg fornemmelsen af at vi rykker lidt tættere sammen, når naturen sætter en ny dagsorden for os. Bine som havde valgt at gå hjem lidt tidligere fortalte os at hun undervejs var samlet op/beordret ind i en badjad sammen med 6 andre passagerer - og uden beregning. Normalt kan man maks. være 4 i en badjad, så der blev helt bogstavelig talt rykket tættere sammen.
Nu blev indlægget alligevel lidt af en saga, tsk! Jeg burde virkelig få opdateret noget oftere... Men her kommer lidt billeder (kryser fingre for at jeg kan uploade):
Efter to forsøge og 1½ times upload tid er det ikke lykkedes at uploade billeder. Så dem får I ved lejligheden (og en god netforbindelse).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar