Mabibo

Mabibo hedder mit nye kvarter, hvor jeg skal bo den næste måneds tid. Selvom mit 'gamle kvarter' Kinondoni føltes meget lokalt og afrikansk, så er Mabibo alligevel en tand mere lokalt. Jeg bor omkring 15 minutters gang fra nærmeste asfalt vej, og da området kun har dirt roads (uasfalterede jord/mudder veje) er det en temmelig kringlet gåturen fra vejen og ned til huset hvor jeg bor. Så det er lidt af en udfordring at finde vej, især fordi der heller ikke er nogen gade belysning eller noget der minder om vejnavne. Stedet hvor jeg bor er ejet af en afrikansk familie - far, mor og fire børn. Ejendommen består af et stor hus, hvor familien bor, og en lille lejlighed ved siden af, som jeg deler med min nye room mate, Athanas. 

Der er ikke indlagt vand i hus eller lejlighed, så det henter vi udenfor - fra vandhane eller brønd. Ja, brønd - det er som sagt et meget 'lokalt' kvarter! Familien er utrolig imødekommende og hjælpsomme - og jeg blev med det samme inviteret til aftensmad. Og morgenmad i morges. Så jeg tror det bliver et spændende nyt kapitel i mit ophold her i Tanzania! Udover den billig husleje, omkring 200 dk, flyttede jeg netop også for afprøve lidt anderledes boligforhold. I Kinondoni delte jeg lejlighed med Bine, men da hun for fjorten dage siden afsluttede sin praktik og flyttede ud, besluttede jeg mig for at prøve noget nyt. 

Når det er sagt - så er Kinondoni også et fantastisk kvarter - som jeg kommer til at savne meget! Jeg har virkelig følte mig hjemme, har brugt en del tid i min gade, har lært mange mennesker at kende og også fået nye venner der. Enhver gåtur gennem gaden har budt på utallige hilsner, smil og uventede oplevelser. Faktisk bliver jeg lidt sentimental bare af at skrive om det nu - måske fordi er farvel til Kinondoni, er det først lille skridt til et farvel med Tanzania? Ihvertfald et farvel til dagligdagen her. Jeg har jo stadig to måneder tilbage - men juli måned står på ferie og rundrejse, og bliver derfor lidt anderledes. Og så må jeg hellere rette mig selv (på den helt kliche agtige måde) det bliver selvfølgelig et 'på gensyn', ikke et 'farvel' :)  

Jeg har/havde også en ambition om, at skrive et klogt og oplysende indlæg om Tanzania og Dar es Salaams historie. Men som den kvikke læser måske kan fornemme, er det indtil videre kun blevet ved tanken. Som jeg også har skrevet tidligere - så flyver tiden afsted hernede, og jeg er ikke altid klar over med hvad.. Jeg kan dog konstatere, at det ihvertfald ikke er med at læse op på de historiske forhold (selvom jeg har indkøbt flere bøger om emnet). 

Men som kompensation for manglende historiske og oplysende facts, kan jeg i stedet fortælle om min seneste oplevelse med hvad der uofficielt er blevet døbt "afrikansk kichaness". Kicha betyder 'skør' på swahili. 

Det hele startede torsdag eftermiddag, hvor jeg sammen med nogle venner var ude og drikke 'sundowners'  inden vi skulle til koncert på national museet. I vores begejstring over at finde 'nachos' på menukortet, vælger vi i kådhed at bestille to stks. Vi befinder os vel og mærke på et fancy, dyrt hotel. Da de såkaldte nachos ankommer til vores bord, er vi instinktivt enige om, at der må være tale om en fejl. Måske havde de misforstået vores bestilling? For selvom indholdet på de to tallerkener uden tvivl så lækkert ud, så var det absolut ikke nachos. Da vi spurgte tjeneren, holdt han fast i at det altså var nachos og at det var sådan de altid lavede det: friturestegt naanbrød! Åbenbart en Tanzaniansk fortolkning af nachos. Efter at have spist de falske - men ikke desto mindre lækre - nachos, bevægede vi os videre til koncerten. 

Det var en klassisk koncert afholdt på national museet. Ikke det oplagt musikvalg for mig - men jeg tænkte at det ville være en oplevelse. Og jeg skulle ikke blive skuffet. For umiddelbart lyder 'klassisk koncert' og 'national museum' temmelig fornemt og officielt, men tilsat et Tanzaniansk twist/fortolkning, får man det vi i dagligtale kalder "kichaness". Kicheness'en startede i baren - hvor vi gerne ville købe et glas vin. Det kunne ikke lade sig gøre - man kunne kun købe hele flasker, eller det vil sige kartoner. De solgte nemlig kun papvin. Udrustet med en hel karton rødvin var vi således klar til klassisk koncert. Uheldigvis var det ikke kun kartoner med vin som publikum havde med ind til koncerten men også, som det bittert blev bemærket af konferencien, glasflasker. Kombineret med et højt aktivitetsniveau hos publikum, der gik ind og ud og skramlede med alt muligt under hele koncerten, gav del en del væltede og smadrede flasker. Det druknede dog næsten i larmen fra døre der blev åbnet og lukket, plastikposer der raslede og en enkelt telefon eller to der ringede. En lidt anden koncertkultur end vi er vant til i Danmark. En anden ting var så, at musikken og sangerne, ikke var - efter min personlige og aldeles ukompetent mening - noget at råbe hurra for. 

Alt i alt morede vi os kosteligt over al kichaness'en (sandsynligvis også hjulpet godt på vej af vores liter rødvin)! 

Og den slags oplevelser - kichaness - støder jeg dagligt på hernede. Så med en vis portion humor - og overskud - er der mange gode grin! 

I aften (ja det er lørdag aften og jeg sidder og opdaterer blog!) står programmet på reggae koncert. Mon ikke den byder på lidt kichaness? :-) 

Bongo Flava

Jeg har opdaget og er kommet til at holde af en ny musikgenre, bongo flava. Det hedder sig at det er den tanzanianske udgave af hip hop, men jeg synes mere nu det tangerer til pop. Kært barn, mange navne som man siger – og bongo flava er uden tvivl et kært barn her i Tanzania. Genren er et mix af amerikansk hip hop, reggae, R&B, afrobeat, dancehall og traditionel afrikansk musik (Tarrab og dansi). Teksterne kan både både være på engelsk og swahili – eller en blanding. Til sammen får man et overflødighedshorn af rytmer – og godt humør. Jeg har endnu til gode at møde en Tanzanianer der ikke få julelys i øjnene når ordet ’bongo flava’ nævnes og man mødes også af tonerne fra bongo flava alle steder. I bussen, på gaden, i de små kiosker, fra mobiltelefoner og hvor det nu ellers er muligt at afspille lyd. Som regel prioriteres lydniveau også over lydkvalitet, hvilket egentlig også har en charme – når man har vænnet sig til det :) 

Selve navnet ”bongo flava” har også en interessant historie. Egentlig troede jeg bare at det var betegnelsen for Øst Afrikansk musik, men jeg har fundet ud af at Bongo Flava faktisk er opstået i Dar es Salaam og efterhånden har spredt sig ud. Bongo betyder hjerne på swahili og bruges også som slang for Dar. Det gør det fordi man skal ”bruge hjernen” for at klare sig i Dar.

Jeg har spurgt med min bongo flava-elskende kollega om, hvornår ”bongo” blev slang for Dar opstod, og han mener det opstod i forbindelse med kolonialiseringen, hvor der lige pludselig skete en dramatisk udvikling af storbyerne. Eller rettere sagt, hvor der opstod storbyer, såsom Dar. Men den udvikling stod i skarp kontrast til de små lokale samfund, hvor man i højere grad tog sig af og hjalp hinanden. Hvis én sultede her ville familie, naboer og venner træde til og hjælp, mens der i Dar ikke var/er nogen kære mor. Og så var/er det nødvendigt med en god bongo.

Tilbage til musikken. Betegnelsen ”bonogo flava” opstod i 1996 (relativ ung genre) da en radio vært fra lokalradioen i Dar forsøgte at beskrive hvordan Tanzaniansk hip hop adskilte sig fra amerikansk hip hop, den primære inspirationskilde. Og her opstod udtrykket ”bongo flava” – hvor flava er slang for ”flavour”, altså ”smag”. Så lidt fordansket (forvasket?) kan man sige, at bongo flava betyder hip hop med en smag af Dar es Salaam.

Selve genren bongo flava praktiseres selvfølgelig andre steder end bare i Dar es Salaam, men det er her udtrykket er opstået – og det har efterhånden også spredt sig ud til resten af Tanzania. De fleste Tanzanianske musikere der forfølger en karriere indenfor bongo flava kommer til Dar for at optræde og producere og på den måde kan man sige at Dar er centrum for Bongo Flava i Tanzania. Og det er jo sådan set meget fedt når man, som mig, bor her i Dar J Personligt synes jeg genren spænder meget vidt – lige fra hardcore hip hop til fløde pop – og derfor er der også noget bongo flava jeg synes bedre om end andet. Men her er et par smagsprøver:

Mzungu kichaa: http://www.youtube.com/watch?v=5QnrVJkBKkM

Mzungu Kichaa (skøre hvide mand) er en dansk bongo flava ”stjerne” her i Tanzania. Jeg har efterhånden set ham optræde en del gange her i Dar og han er super dygtig og sej. Til de nysgerrige kan jeg også oplyse, at DR2 har også lavet en udseendelse om ham og livet som musiker i Tanzania (link). Han kommer i øvrigt på sommerturne i Skandinavien, og jeg kan kun opfordre til at høre ham, hvis man har mulighed for det!

Montell Phoster: http://www.youtube.com/watch?v=b_DNz6nlMG4

Jeg har været så heldig at lære William at kende, som er deltidsmusiker her i Dar. Hans kunstnernavn er Montell Phoster og han laver bongo flaver der, efter min ukvalificerede mening, hører til i fløde enden af bongo flava skalen. Krydret med et par enkelte hip hop numre. Når William ikke laver musik, arbejder han som taxa chauffør og det var her jeg lærte ham at kende. Det fine ved det er, at jeg på hver eneste køretur får lov at høre de nyeste numre han har lavet, samt yndlingsnumrene (som desværre ikke ligger på youtube endnu).

Flavour - Nwa Baby: http://www.youtube.com/watch?v=yMSTYtMSbL0

Jeg ved ikke om den her sang går ind under bongo flava – men den er SINGSSYGT populær i hele Øst Afrika. Den er lavet af en kenyansk sanger, men sunget på swahili, og har efterhånden et par år på bagen. Ikke desto mindre hører man den overalt – og jeg elsker at man ikke kan andet end at blive glad af at høre den J Og få lyst til at danse!

I fredags stod den på reggae koncert på natklubben Triniti. En genre der også er meget populær her i Tanzania, især på Zanzibar hvor rastakulturen også er ret udbredt. Det er i øvrigt også et spændende fænomen, idet rasta og reggae jo oprindeligt stammer fra Jamaica. Og i Tanzania praktiseres det i kombination med både kristendom og islam. Men det må blive et andet blogindlæg :)

Lørdag stod den på congolesisk koncert på village museet i Dar (en art frilands museum). Igen et overflødighedshorn af rytmer, toner, sangere, dansere – og en lydopsætning der uden tvivl sikkert havde lydstyrke som hovedprioritet. Til den koncert var der i øvrigt et avanceret system for hvornår publikum ”måtte” danse. Jeg skriver avanceret fordi det (efter et par øl vel og mærke) ikke altid lykkedes mig at gennemskue mig hvornår det var meningen at publikum måtte danse. Fra den ene sang til den anden skiftede det, og danse gulvet gik på få sekunder fra at være godt fyldt, til at være helt tomt – og omvendt. Så der var et rend frem og tilbage fra siddepladserne og til dansegulvet. For at undgå at ende som ”solist” på dansegulvet valgte jeg den gode gamle metode, med at følge med strømmen – og eftersom jeg ikke forstod hvorfor eller hvornår, kunne min adfærd nok godt kategoriseres som en form for ”lemming effekt”.

Det blev således til en weekend i musikkens og dansens tegn. Derudover fik jeg også en ny surfoplevelse. Regnsæsonen har nemlig for alvor meldt sin ankomst – så hvor det normalt er den skarpe sol der gør det svært at se noget ude på vandet, var det denne gang den styrtende regn. Himmel og hav gik bogstavelig talt i ét. Bortset fra at begge dele stadig var omkring 30 grader, var det næsten helt dansk.

Surfsæsonen er også så småt ved at starte og jeg syntes selv bølgerne var noget større end sædvanligt (og her var jeg lidt selvfed over, at jeg ikke var bange for dem), så jeg blev lidt skuffet da jeg spurgte Hisa og han vurderede dem til omkring 60 cm… Over hav niveau godt nok (hvad så end det betyder). Når sæsonen er på sit højeste skulle bølgerne angiveligt komme op på omkring 2-3 meter, så jeg venter lige lidt endnu med at blive alt for selvfed.

I morgen er der som bekendt 1. maj - hvilket heldigvis også fejres her i Tanzania. Med en fridag, jeg tvivler på at der også er øl og røde pølser. Men det går jo nok også :) 

Billeder og uheld i held.

Nu har jeg været så heldig at finde en internetforbindelse der kan uploade billeder her til bloggen. Det "uheldige" er bare, at den internetforbindelse er lokaliseret på en libanesisk cafe, med et utrolig lækkert menukort. Og med opdagelsen af "det gode internet" har jeg nu fået en rigtig god undskyldning for at komme her (oftere)...  Bemærket, så er det egentlig en meget afrikansk/Tanzaniansk ting at tale om "godt internet". Derhjemme i danmark er det lidt af en selvfølge at kunne uploade billeder, streame videoer på youtube, skype og så videre. Men sådan er det de færreste steder her i Tanzania - også selvom jeg bor i landets største og mest moderne by. 

En anden erfaring her fra Tanzania er, at man skal smede mens jernet er varmt. Det betyder blandt andet at oplade computer og telefon mens man kan, for om en halv time er der måske strømafbrydelse - og ingen ved om den varer to minutter eller 12 timer. Det betyder fx. også, at uploade billeder mens man kan - for man ved aldrig hvor længe "det gode internet" er der. Så - less talk, more walk: her kommer lidt billeder :) 

Danseopvisning på Kigamboni Community center.

Glade publikummer på KCC.

Glade køer på Zanzibar. 

Middag ved stranden og under stjernerne på Zanzibar.

Fuldmåne på Zanzibar.

Glade og stolte nyudklækkede dykkere :) 

Min nye solhat. 

Oversvømmelser og trafikkaos i Upanga i Dar.

Forsøg på at indfange den smukke skumringstime.

Aften i min gade. Yoga måske? 

Afrikansk saga

Ups, der kom vist til at gå lidt mere end en uge inden jeg fik opdateret igen. Og så bliver det ikke engang som lovet, om mad - tsk tsk! Men tiden flyver afsted her i Dar - og selvom jeg ikke føler jeg har travlt, er det alligevel lidt svært at få tid til at opdatere her på bloggen. På MS er der startet et fire ugers kursus om dokumentarfilm og video storytelling og det har jeg været så heldig at få lov at deltage i. Det er en ret sej dansk dokumentarist, Frank Piasecki Poulsen, der står for kurset. Han har blandt andet lavet dokumentaren "Blood in the mobile" der handler om hvordan Nokia gennem mineralhandel med den ulovlige mineindustri i Congo, er med til at bidrage til borgerkrigen i landet.

Det er selvsagt et spændende kursus og jeg regner med at skulle bruge det til at lave nogle småfilm. Blandt andet for en CBO (Community Based Organization) der arbejder med gadebørn og som ligger lidt udenfor Dar. Det er et fantastisk sted, hvor der dagligt kommer omkring 300 børn der enten er hjemløse eller kommer fra fattige familier. Børnene bliver undervist i skolefag og forskellige færdigheder der kan hjælpe dem fremover. Derudover er der musik, sang og akrobatikundervisning - og hver lørdag er der opvisning. Jeg var sammen med Bine og Naja ude og se deres opvisning for et par uger siden, og både børn og voksne var simpelthen humørbomber uden lige.

KCC som organisationen hedder, har brug for en video om deres arbejde som de kan bruge i deres fundraising, så det håber jeg rigtig meget at kunne hjælpe dem med. Derudover har jeg ansøgt om DANIDAS verdensbilledelegat og hvis jeg får det skal jeg lave en 12 minutters film om førnævnte organisation. Temaet for filmen er "rigdom - på en ikke-materiel måde" og det synes jeg KCC er et både tankevækkende og inspirerende eksempel på. Der er dog hård konkurrence om at få legatet - jeg har hørt noget med 150 ansøgere til 10 legater. Jeg får svar d. 20. april og indtil da kan jeg kun krydse fingre! (Man må gerne krydse med derhjemme)

Med dokumentarkursus, praktikarbejde/opgaver ved siden og to gange swahiliundervisning om ugen ved siden af, synes jeg hverdagen er godt fyldt op. Men nævnt føler jeg ikke at jeg har decideret travlt, og det må jo betyde at det er spændende ting jeg laver :)

Der er egentlig ret mange ting jeg gerne ville skrive om her på bloggen (nu hvor jeg langt om længe får opdateret) - der er både de sjove, det hverdagsagtige, det alvorlige, det eventyrlige (dares'ene) og aalt det uden for kategori. Men for at det her indlæg ikke udvikler sig til noget der minder om en islandsk saga, vælger jeg den fesne udvej - og nævner i flæng. Så må jeg uddybe ved lejlighed/senere blogindlæg.

Det hverdagsagtige: Egentlig meget godt beskrevet i ovenstående :)

Det alvorlige: Udviklingsbistand. Hvad er det egentlig jeg laver her i Tanzania - hvad er det Mellemfolkeligt Samvirke og Danmark laver - og hvad er det alle de andre ikke-Tanzanianske NGO'er laver her? En del af målet med mit praktikophold var blandt andet at blive klogere på den udviklingsbistand som Danmark er en del af. Og jeg synes jeg får sat mange tanker i gang. Seneste er jeg gået i gang med bogen "Dead aid" der kort sagt handler om, hvorfor udviklingsbistand ikke virker og at "Afrika" (som jo er mange forskellige lande, der ikke nødvendigvis kan skæres over én kam) kun kan hjælpes ved at man stopper udviklingsbistand som vi kender den igen. Jeg synes bogen har nogle gode, tankevækkende og skræmmende pointer - men også nogle mindre holdbare pointer. Men alt i alt - tankevækkende - og jeg er ikke helt sikker på hvor mit eget ståsted er. Måske er jeg klogere om et par måneder?

Det eventyrlige: Jeg har været på forlænget påskeferie på Zanzibar. Jeg var afsted med Ida, en dansk pige der er i praktik ved den danske ambassade i Dar. Vi tog afsted torsdag morgen uden at have planlagt noget som helt - faktisk var vi ikke helt klar over hvornår færgen gik, men vi tog chancen om mødte op halv syv. Det viste sig at passe strålende og klokken halv ti var vi i Stonetown. Her mødtes vi med to andre danske piger som Ida kendte hjemmefra, og som efter to måneders studieophold i Kenya, holdt ferie i Tanzania. Efter en times kørsel nordpå fandt vi et charmerende hotel, til den nette sum af 10$ pr person/døgn. Så klokken halv et torsdag stod vi på stranden, hvor vi kiggede os lidt forundrede omkring og faktisk ikke helt kunne forstå at alt var gået så let og hurtigt (det gør det sjældent her i Tanzania). Næste projekt var at finde et sted hvor vi kunne tage dykkercertifikat på tre dage (det tager normalt 4-5 dage). En halv time senere var det også klaret. Endda til en meget billig pris, på grund af at det netop nu er lavsæson på Zanzibar.

Derfra stod de næste dage på teori, 4 dyk, sejltur i speedbåd og træbåd, masser af seafood, sundowners (og diverse andre drinks), fullmoon party, bongo flavour musik, en hel del sol, en lille smule søvn, og en masse gode oplevelser. Det var ret intenst at tage certifikatet på 3 ½ dag så der blev ikke så meget tid til at dase. Men vi var alle sammen enige om, at det var det hele værd. Og så fik jeg en fornyet respekt for dykkere - for det var faktisk ikke så let og uskræmmende som jeg nok havde bildt mig ind. Højdepunktet var søndag, da vi nåede ned på 18 meter (20, uofficielt) og jeg så en havskildpadde komme svømmende forbi! Fantastisk og mærkelig verden dernede!

Det sjove: For eksempel da jeg dansede med en Masai, i traditionel pålædning, til fullmoon party. Til en eller anden Rihanna sang. (Den globaliserede verden?)

Og da vi dykkede og Ingeborg kiggede på mig med store (alting bliver lidt forstørret under vand) og lidt skræmte øjne, og lavede "LOL" håndtegnet. På det tidspunkt lignede hun virkelig én der syntes situationen var alt andet en LOL. Men så erfarede jeg også, at det faktisk er muligt at grine i dykkerudstyr under vandet.

Alt det uden for kategori: Onsdag kom der en tsunamivarsel ud for det indiske ocean. Umiddelbart var der ikke nogen varsel for Tanzania, men vores nabo Kenya og næsten-nabo Sydafrika havde udsendt varslinger. Så det var med en vis spænding at vi afventede situationen. Og i mens stod regnen ned i stride strømme, og ville under alle omstændigheder forårsage oversvømmelser i byen. Så for at være sikker på at kunne komme hjem fra arbejde gennem oversvømmelser og trafikkaos blev vi nødt til at holde tidligt fri og vores trofaste chauffør John, trodsede vand og kaos og kom og hentede os.

Turen hjem som normalt tager et kvarter i bil, kom til at tage 1½ time. Undervejs skulle vi køre langs kysten og på en bro der efter at være gået mere og mere i stykker, nu er under reparation. Igen afventede vi med en vis spænding. Men alt gik heldigvis uden større problemer og jeg så mange smil og hjælpende hænder hos fodgængere, cyklister og bilister. Så ud over trafikkaos, oplevede jeg ikke nogen panikstemning i Dar - snarere fik jeg fornemmelsen af at vi rykker lidt tættere sammen, når naturen sætter en ny dagsorden for os. Bine som havde valgt at gå hjem lidt tidligere fortalte os at hun undervejs var samlet op/beordret ind i en badjad sammen med 6 andre passagerer - og uden beregning. Normalt kan man maks. være 4 i en badjad, så der blev helt bogstavelig talt rykket tættere sammen.

Nu blev indlægget alligevel lidt af en saga, tsk! Jeg burde virkelig få opdateret noget oftere... Men her kommer lidt billeder (kryser fingre for at jeg kan uploade):

Efter to forsøge og 1½ times upload tid er det ikke lykkedes at uploade billeder. Så dem får I ved lejligheden (og en god netforbindelse).

Den afrikanske ringklokke

Den afrikanske "ringklokke" eller jeg-vil-lige-gøre-opmærksom-på mig-selv-lyd (fx. hvis man er en gadesælger) kan bedst beskrives som en høj kysselyd. Jeg gik selvfølgelig i den klassiske fælde for nytilflyttere, og tænke at mændene var utrolig frembrusende hernede. Og selvom 'mænderne' ikke er blege for at give en et "I love you" med i forbifarten, fandt jeg ud af, at "kysselydene" egentlig bare betyder "flyt dig lige". Eftersom jeg ikke har nogen ringklokke på min cykel og fortorvet er proppet med fodgængere, cyklister, parkerede biler, kørende biler og diverse små butikker, har jeg taget "ringklokken" til mig. Vældig praktisk - men det føles stadig en smule vulgært. Sjovt nok har jeg heller ikke nogen ringklokke på min cykel derhjemme, så hvis jeg ikke får lagt vanen fra mig når jeg kommer tilbage, skal det nok blive nogle interessante cykelturer i København.

Apropos trafik, så fik jeg på min løbetur i forgårs følgeskab af en afrikansk mand (i klipklappere), et par drenge på cykel samt en badjad. Alt sammen til ret stort morskab for de mennesker vi passerede. Og så blev jeg også distraheret lidt fra at tænke på hvor uendeligt varmt jeg havde det :)

Forrige weekend var jeg på Zanzibar med Bine, Fuade og Moja Moja. Fuade er vores nye lokale ven, som ejer det nærmeste gadekøkken og moja moja er ansat/ven. Fuades frituresteger var på ulyksaligvis gået til (der gik ild i den) og de eneste tilbageværende jordiske spor var et brændemærke i bordet og lidt aske. Det er ikke så heldig en situation når man lever af sit gadekøkken. Så der skulle indkøbes en ny frituresteger. Og eftersom sådan en åbenbart er billigere på Zanzibar og Fuades familie bor der, besluttede Fuade at kombinere indkøb af frituresteger med en weekend hos familien. Og mig og Bine var så heldige at blive inviteret med, hvilket vi selvfølgelig takkede ja til. Det blev til en hyggelig og spændende weekend, hvor vi blev mødt med både hus-og hjerterum hos Fuades familie. Udover et besøg i zoologisk have og en tur på stranden, tilbragte vi det meste af weekenden hos familien. Lørdag var der fejring af en af sønnerne i huset og flere familiemedlemmer stødte til - festklædte og med masser af mad.

Traditionel afrikansk morgenmad. Chai (te) med masser af sukker og chapati

(pandekager af majsmel)

Masser af glade, akrobatiske, børn.

I dagens anledning skulle der sættes to duer løs. Det stod børnene for.

Det udendørs køkken.

Nu ville jeg gerne uploade flere billeder, men internetforbindelsen tillader det desværre ikke. Både strøm og internet er gået fra ustabilt, til meget ustabilt de seneste par uger. Det gælder både derhjemme, hvor vi sidste uge var uden vand og strøm i tre døgn. Og hvor vi efterhånden har vænnet os til timelange strømafbrydelser hver aften. Og på arbejde, hvor det den sidste uge er nødgeneratoren der har leveret strøm. TIA - This Is Africa - som man siger.

I stedet kan jeg lige reklamere for, at jeg er ved at samle billeder til et blog indlæg om mad. Så om Gud, og internetforbindelsen, vil det - kommer der et indlæg om det i løbet af næste uge.

Hav det godt derhjemme (DK, Serbien, Holland og hvor der ellers læses med fra :) )

Surfing, indisk bingo og barbie girl

Denne weekend har jeg påbegyndt min "surfkarriere". Det er godt nok ikke mig på billedet - "endnu" (høhø). Men eftersom surfingen foregik på den føromtale lokale strand med tyveknægte (og hajer), havde jeg valgt ikke at tage mit kamera med til forevigelse af debutten. Fravalget af kamera havde selvfølgelig ingen måde noget af gøre med druknet-mus-look eller ikke så elegante maveplaskere på lavt vand. Angående hajer, så er der ikke set hajer i 10 år og det var et stykke fra surfspottet på Coco beach. Så det er altså ikke farligt. Der er mange flere hajer i fx. Sydafrika. Godt, så blev den afdramatiseret, ikk? (Att.: Far og moster Lotte).

Jeg var ellers ved at være lidt bange for at det ikke ville være muligt at surfe i Dar. De lokale surfer ikke (mange kan heller ikke svømme) og de fleste turister er på Zanzibar, hvilket betyder at det der alle surf schools ligger. Men via et surfforum på nettet, fik jeg kontakt med en japansk surfer som tilbød at låne mig udstyr og give mig instruktioner. Hurra for internet - og globalisering! Så lørdag og søndag har jeg været ude med 10-15 surfere. Et par japanere, en svensker, en sydafrikaner, en englænder og det løse (som jeg ikke ved hvor kommer fra). Så glad, lidt træt og en hel del blå mærkere rigere har jeg nu fået taget hul på surferiet.

Apropos globalisering, så var jeg til indisk bingo fredag sammen med en gruppe danskere piger. Og indisk bingo er serious business. Ihvertfald for inderne. Ikke noget med spontane udbrud, hujen eller klapsalver - fandt vi efterhånden ud af...

En anden nævneværdig ting var lørdag aften. Der var mig, Bine og vores ven William var på Maisha club , som er den anden største klub i Tanzania. Det er også her alle de lokale går i byen. Vi var så heldig at få vip billetter, hvilket betød adgang til loungeområde med frodige, halvnøgne afrikanske kvinder der dansede for os. Da vi bevægede os videre til dansegulvet var det til en blanding af 80'er og 90'er musik. Blandt andet en cover/club udgave af Celine Dion "my heart will go on" og aqua "barbie girl". Sidstnævnte var, overraskende nok, lidt af en dansegulvsmagnet.

Det var lidt om weekenden her i Dar. Ikke så mange billeder denne gang - søndags dovenskaben er løbet af med mig, men der kommer lidt i løbet af ugen istedet. Hermed lovet!

Mzungu

Mzungu er sådan en som mig. Det betyder hvid person. Min swahiliundervisning betyder først i marts og muzunge er et af de få ord jeg indtil videre kan. Til gengæld er det et sjovt ord at kunne. For det første fordi jeg sommetider bliver tiltalt muzungu på gaden, og så er det jo praktisk at vide at det er mig der bliver talt til. For det andet kan jeg også høre når det er mig der bliver talt om, på swahili. Selvom jeg selvfølgelig ikke forstår hvad der bliver sagt om mig. Det må blive næste skridt. Jeg glæder mig rigtig meget til at lære lidt af sproget, fordi det ofte er døren ind til kulturen. Og menneskene. Tanzanianierne har næsten samme 'sprogglæde' som en dansker der forsøger at lære rød-grød-med-fløde fra sig, så både på arbejde, i kioskerne og på restauranterne får jeg små swahililektioner (som jeg desværre glemmer det meste af).

En anden lektion jeg også har fået, er fattigdommens. Da jeg var på vej til arbejde fredag morgen i en badjad og sad med min rygsæk på skødet, fik rygsækken pludseligt sit eget liv. Instinktivt holdt jeg fast i den og først efter et par sekunder gik det op for mig, at det ikke var min rygsæk selv der forsøgte at flygte, men derimod en hånd der hev i den. Alt dette foregik vel og mærke mens vi kørte - og det var måske også derfor hånden hurtigt opgav. Jeg nåede aldrig at se håndens ejermand, hvilket jeg egentlig er ret taknemmelig for. Hellere en ansigtsløs tyv, end at blive mistroisk overfor bestemte typer, aldersgrupper, etc. Og nu lægger jeg min taske om bag sædet istedet for at sidde med den.

Ugen går primært med arbejdet på MS (det kommer der et post om senere) og med forskellige eftermiddags/aften aktiviteter. Koncert, pigetur til frisør, biograf (hollywood fix) og at vandre rundt i "vores" gade og snakke med de forskellige mennesker, som vi er kommet til at kende mere eller mindre. Især har vi fået en lokal "pomfrit pusher" Fuade, som vi tit er henne og besøge. Fuade er en mega sød og lidt stenet fyr, som startede med at invitere os på middag på sit "office". Det viste sig at "office" var hans gadekøkken :) Ham får I også historien om en dag.

Ellers kæmper jeg lidt for at finde et sted at surfe og et trænings center. De færreste steder har en hjemmeside og i Dar bruger man ikke rigtig det med adresser, så det er altid et større projekt at finde steder. Desuden har det også vist sig, at strandene tæt ved byen ikke er særlig sikre (vist noget med både tyve og hajer) og heller ikke særlig lækre. Så det ser ud som om at surfing bliver i weekenderne, hvor jeg kan tage til strandene lidt udenfor byen. Selvom jeg har været i gang denne uge er det ikke lykkedes mig at finde hverken træningscenter eller surfsteder, så det bliver også næste uges projekt.

Billeder fra ugen:

Bongo Flavour koncert. Bag alle dem der danser kan man måske skimte bandet. Selvom det i udgangspunktet var en siddende koncert, er det (åbenbart) normalt at rejse sig og danse på scenen/foran bandet/sammen med bandet. Man kan danse alene, sammen med andre, kvinde-mand, kvinde-kvinde og mand-mand. Selvom jeg og mine kompagnoner, Bine og Naja (en anden pige fra MS), lurepassede på det med dans på scenen, smittede stemningen i dén grad. Alle var bare så glade og hyggede sig og det var bare en fantastisk hverdagsaften.

Lige et snapshot fra Zanzibar. Jeg havde ikke mit kamera med så meget rundt, fordi jeg lige skulle finde ud af hvor sikkert det var osv. Men ved næste besøg kommer spejlrefleksen med! Jeg nåede kun at se Stonetown på Zanzibar, men det er også en meget smuk by som er meget anderledes end Dar - på den æstetisk overlegne måde.

Jeg får nive og lovely hår hernede, fordi jeg bruger denne shampoo.

Strømafbrydelse. Strømmen går næsten hver aften i alt fra 2 minutter til flere timer.

Når det er flere timer underholder Ejersbo. Afrika triologien som hans bøger hedder, har jeg slugt råt. For det første er de efter min, ikke så fagkyndige, mening skrevet sindssygt godt. Og for det andet giver de et blik på Afrika (og Europa) som har nogle nuancer, som man ikke nødvendigvis kan se eller tænke sig til, når man er opvokset i Nordeuropa. Trilogien kan anbefales til alle - især dem der har planer om at komme på besøg :)

Det var indlægget for denne gang. Som det vist er meget almindeligt for 'rejseblogs', er det svært at få alt med - faktisk umuligt. Så derfor lader jeg være med at forsøge på det. I stedet bliver det nedslag hist og her. Der er flere der har skrevet at de har problemer med at skrive kommentarer på bloggen og det ved jeg desværre ikke hvordan man løser :( Jeg vil prøve at rode lidt med indstillingerne, og se om der sker noget..

Ha det godt derhjemme!