Jambo

Tid til første indlæg her på bloggen, efter min første uge i Dar (som byen kaldes i daglig tale). Efter en uge føler jeg både at jeg lige er ankommet og at jeg har været her længe. Jeg synes allerede jeg har oplevet meget, men samtidigt overvældes jeg også dagligt af lydene, duftene, smagene, varmen og farverne. Så det er absolut ikke blevet hverdag endnu.

Mit første indtryk af Tanzania og Dar er, at her er smukt og venligt. Lyset er helt særligt her, så alle farver (og dem er der mange af) er klare og lyse. Tanzanianerne er utrolig imødekommende og når jeg cykler til og fra arbejde bliver jeg mødt af utallige ”mambo” (hvordan har du det), thumbs up, smil og vink. Trafikken til gengæld, er ikke særlig imødekommende. Selvom jeg cykler på fortovet, må jeg sno mig ind og ud imellem fodgængere, andre cyklister, motorcykler og Badjad’er (Tuktuk). Og indimellem også mindre biler. Næst efter fodgængerne, er cyklisterne de lavest rangerende i trafikhierakiet hernede. Vi kalder det for det daglige forhindringsløb – og det er helt sikkert en effektiv måde at vågne op på om morgenen.

Det er svært at forklare hvordan tingene er hernede, så jeg vil sætte nogle billeder ind – så I kan få syn for sag J Og så får I mine kommentarer til hvert billede.

Her er huset jeg bor i. Jeg deler stueetagen sammen med min medpraktikant Bine. På 1. salen bor Isabella (min chef), Thor (Isabellas kæreste) og Naja, som også er ansat hos Mellemfolkeligt Samvirke (MS). Huset har 24 timers security og tre vagter der deles om den tjans. De er super søde og meget hjælpsomme.

Mit værelse, som er rimelig spartansk indrettet, men heller ikke mangler noget.

Stearinlysene står klar, til når strømmen går.

Flemming, den tredje beboer i stueetagen. Vores første møde foregik ved at jeg sprang rundt i min seng og råbte på hjælp. Situationen blev dog hurtigt afdramatiseret ved at Bine døbte firbenet Flemming. Og hvem kan være bange for en Flemming?

Her ses ”min gade”, jeg bor inde til højre. Kvarteret som hedder Kinondoni, er fantastisk (og) hyggeligt. Her er masser af små gadekøkkener, duka’er (kiosker) og diverse andre småbutikker. Der er konstant udendørs tv og radio der spiller og mennesker der snakker. Lydniveauet tangerer næsten til Egmont i ”stilleperioderne”. Hvilket både er hyggeligt, men også lidt besværligt når jeg skal sove. Indtil videre har løsningen været at skrue min loftsfane op på max. – så er der både (relativt) køligt og det værste støj overdøves.

Duka’en her er vores genbo. Det er iøvrigt den ene vagtmand, Omali, som er ovre og handle.

Udover at kvarteret er hyggeligt, er det også trygt at færdes i – så det er ikke noget problem at være ude og aftenen eller at gå alene. Og det er ellers ikke alle steder i byen man kan det.'

Mine naboer som hang ud på gaden, da jeg legede fotograf.

De var meget opsatte på at blive fotograferet J

Lørdag tog mig og Bine ud til en lille ø der hedder Kigamboni. Her dyppede jeg mig for første gang i det Indiske Ocean – og det var ret fantastisk: varmt og klart vand! En anden ting jeg også gjorde for første gang var, at solbade i ækvatorsol – med uv-stråling omkring de 12 stykker. Og på trods af utallige indsmøringer i faktor 30 og lange pauser i skyggen, erhvervede jeg mig en imponerende solskoldning. Derfor gik søndagen med at være mest muligt i skyggen, og Bine og jeg mødtes med de to danske praktikanter fra ambassaden.

Dette er en skøn, skør vagt fra Platformen, som MS kontoret kaldes. Jeg var i gang med at tage billeder udenfor da han insisterede på også at blive fotograferet. Ved samme lejlighed bestilte han også lige et print af billedet. Og ja, det er hans egen cykel.

Det var det for denne gang. Weekenden står på musikfestival på Zanzibar. Vi er 5 piger der tager af sted sammen og skal bo i Stone Town, som skulle være meget smuk.

Mere om det i næste post J

Hold jer varme!